45 / 128
38
fra sin Stilling, eller om han har fundet
Arbeidet for overvældende og selv taget
sin Afsked, det véd jeg ikke; men jeg
husker, at Familien flyttede hen i en me
get mindre og tarveligere Bolig, hvor man
alligevel gjenfandt den samme Gjæstfri-
hed og Munterhed som forhen, saa vi
anede ikke Uraad, før vi en Dag pludselig
fik at vide, at „P appe“ (som hans Børn
kaldte ham), var bleven sat i
S lu tteriet
for Gjæld. Vi Børn, som elskede ham, hy
lede af Sorg over den Ulykke, der havde
ramt vor rare, gemytlige Ven. Den Gang
nærede jeg langt større Rædsel for „Slu t
teriet“ , end jeg nu føler for de Siberiske
Fængsler; men denne Anskuelse fik jeg
snart betydelig modificeret. Med min Mor
mor aflagde jeg Visit i G jæ ldsfængslet og
fandt „P appe“ , ikke alene i straalende Hu
mør, men i ivrig Sam tale med flere af
sine Lidelsesfæller, der heller ikke lod til
at være sæ rlig betagne af „Situationen“ .
Blandt disse fandtes en forgjældet Digter,
et Slags mislykket Geni, men som virke
lig skal have havt et ikke ubetydeligt T a