46 / 128
39
lent. Han var forresten bekjendt for at
sæ lge sin Pen og havde, skjøndt ikke navn
given, skrevet meget ivrigt og hadefuldt
imod min Fader, som han aldeles ikke
kjendte personlig. En Dag, efter at min
Moder havde besøgt vor gamle Ven, kom
samme Digter, der var hans Nabo i Fængs
let, styrtende ind og spurgte, hvem den
smukke, elskelige Dame var, som han
havde talt med (Døren havde nok staaet
paa Klem), og da „P appe“ sagde ham hen
des Navn, udbrød han: „En Mand, der
har en saadan Hustru, maa jo absolut
være et fortræffeligt Menneske; ham skal
jeg aldrig mere forfølge, hverken i Tale
eller Skrift“ , — og han holdt virkelig Ord.
Hvor længe vor Ven opholdt sig i Slut
teriet, husker jeg ikke; men en Søndag-
Morgen kom hans Datter jublende op til
os og indbød min Mormor og os Børn til
Middag den Dag; „P appe“ var sluppet ud,
da hans Kreditor var kommen for sént
med Betalingen for hans Ophold. Nu hav
de han altsaa sin Frihed, og den skulde
feires med en Fest i Hjemmet. Stemningen