47 / 128
40
var glimrende, og Velkomst-Skaalen blev
drukket med en Begeistring, som om
Pappe var vendt tilbage fra en farefuld,
men vellykket Opdagelsesreise. Om Efter
middagen spadserede vi ud til Frederiks
berg; men Fruen kunde ikke gaae med,
da hendes eneste Hat var altfor gammel
og grim, hvad hun forresten tog meget
gemytligt. Hun satte den paa, — lidt paa
Snur, — og gav en hel lille Scene, saa
uimodstaaelig komisk, at vi alle var nær
ved at døe af Latter;
hvis
hun var gaaet
med, saa havde „Skildvagten ved Vester
port“ ganske sikkert vendt sig om og seet
efter hendes Hat, ligesom efter Madam
Sk aarup si „Sp arek assen “ . (Den Gang stod
Vesterport endnu). I Frederiksberg-Allee
mødte vi et Selveier-Kjøretøi, hvori der
sad en Mand, som, idet han saae vor Vært,
udstødte et Raab af Forb au selse; de to
Herrer betragtede hinanden et Sekund i
Taushed, brast saa pludselig i Latter og
svingede deres Hatte som til Vivatraab,
hvorpaa Hver fortsatte sin Vei. Pappe,
som med min Mormor under Armen, førte