47
deren det glade Sind, det lyse, kjærlige
Blik paa Livet og Menneskene;
hun
kun
de gjøre
Kaalunds
Ord til sine:
„Je g elsker den brogede Verden,
Trods al dens Nød og Strid!
For mig er Jorden skjøn endnu,
Som i Skabelsens Ungdom stid!“
Vi, som besøgte hende i hendes S y g
domstid og bildte os ind, muligvis at kun
ne bringe hende Trøst og Opmuntring, vi
gik selv trøstede og oplivede fra hendes
Dødsleie. Dødens Nærhed formaaede ikke
at kaste sin Skygge over hendes lyse Til
værelse, og Døden selv kunde ikke for
jage det milde, glade Smil fra
hendes
Læber.