60 / 128
53
og i vild Fart styrtede op paa mit Værelse,
maatte jeg ofte vente paa min Paaklæder-
ske, der ikke paa nogen Maade vilde for
lade Scenen, før hun havde hørt, om der
faldt Applaus eller ei; jeg behøvede al
drig at spørge; jeg kunde læse Udfaldet
af hendes Ansigtsudtryk.
Da jeg en Gang maatte afstaae en af
mine Yndlingsroller til en Debutantinde,
var min Pyntekone aldeles fortvivlet, og
hun blev næsten syg af Ærgrelse, da De-
butantinden gjorde Lykke. Hun gav sin
Harme Luft ved at skjænde paa mig:
„See,
hun
havde faaet en straalende ny
Dragt, medens De, Frøken, nøies med det
værste gamle Snavs af Kostumer.“ „Naa,
spurgte jeg, „saae hun da saa deilig u d ? “
„H u n !!“ raabte Pyntekonen, hun saae
rædsom ud, væmm elig!“ — og da jeg
brast i Latter over denne mærkelige Lo
gik, blev Madammen stødt, bebreidede mig
min utilgivelige Ligegyldighed og gik bort
i Vrede. En anden Gang havde jeg ogsaa
nær forspildt hendes Venskab, da hun
græd sine modige Taarer af Glæde over