65 / 128
58
bristet i Latter; nu tænkte jeg kun paa,
hvilket Kæmpe-Arbejde hendes „Maaske-
Instruktør“ vilde have havt, for at faae det
Sprog civiliseret.
Da jeg, efter omtrent 10 Aars Forløb,
atter gjæstede den By, laae Pyntekonen
alvorlig syg; men hun erklærede meget
bestemt til sin Læge, at hun maatte op og
hen paa Theatret, ellers døde hun af Sorg.
Hun hjalp os naturligvis endnu daarligere
end forrige Gang, men saae straalende glad
ud, skjøndt hun var bleg og mager som en
Dødning. Da vi et Øjeblik var alene, be
troede hun mig som en dyb Hemmelighed,
at nu havde hun dog én Gang smagt den
Lykke, hun altid havde drømt om. Da en
Skuespillerinde ved en omreisende Trup
var bleven syg, og Direktøren altsaa var
i stor Forlegenhed, havde min Pyntekone
tilbudt at doublere Rollen. Hendes Navn
havde ikke staaet paa Plakaten; der stod
derimod
3 Stjerner
, hvorover hun syntes at
være meget stolt. Hun havde kun spillet
den ene Aften, men havde gjort stor Lykke.
En Aften, da vi gav „la Traviata,“ hvori