64 / 128
57
tioner“ . Tiltrods for hendes mange Taarer
var hun et lyst Sind, og det var meget
morsomt at høre hende fortælle om sine
Oplevelser fra de mange Theateraar.
Selv i Provindsen har jeg fundet et
Pragtexemplar af en Pyntekone. Paa en
Tournée er Tiden for kort til, at hun kan
slutte sig til sine Damer, saaledes som
vore faste Paaklædersker; men denne,
som jeg her omtaler, traf jeg oftere, da
jeg gjentagne Gange optraadte i samme
By. Ved vor Ankomst dertil første Gang
meldte hun sig strax til Embedet og blev
antaget. Hun var ikke synderlig dygtig i
sit F ag ; thi af lutter Beundring glemte
hun hélt at hjælpe os med Paaklædningen.
Hun saae paa os med et næsten tilbedende
Udtryk, og efter den første Forestilling
sagde hun til mig: „Guj, Frøken, hvor De
speller dejligt! den Rulle lægger osse ma
gensløst for Dem. De er regtenok løkkelig.
Je g har forfeilet mit Liv; jeg sku ha’ væt
ved Theætret; det har jeg altid væt saa
gal etter.“ — Havde hun ikke havt Taarer
i Øjnene, da hun sagde dette, saa var jeg