62 / 128
55
mer, da jeg skulde paa Tournée, vilde hun
absolut reise med og hjælpe os alle med
Paaklædning og Indpakning; hun vilde
gjøre det uden Betaling, alene for Æren
og Fornøielsen, og hun tilbød endda at
gjøre Tjeneste som „Sjofelør“ (Soufflør).
Je g svarede blot: „Men Manden og de 7
B ø rn !“ — „Ork, G u d !“ udbrød hun med
et dybt Suk, „dem havde jeg jo rent
glemt. “
Min Pyntekone var dog civiliseret nok
til at ansee en Reise for en virkelig For-
nøielse, hvorimod Fru Eckardts Paaklæd-
erske, — forresten en nydelig gammel
Kone, — var ude af sig selv af Fortviv
lelse, da Fru Eckardt og jeg, for mange
Aar siden, skulde reise sammen til Ita
lien. Vi maatte opbyde al vor Veltalenhed
for at overbevise hende om, at Reisen var
en Glæde for os, og at den slet ikke var
forbundet med Fare. Endelig standsede
hun sin bittre Graad, og med opløftet
Blik sagde hun: „Ja ja, saa vil jeg da
stole paa
Vorherre
— og Frøken Bournon-
ville,“ — en Yttring, jeg meget ofte blev