63 / 128
56
drillet med, ja næsten døiede ondt for;
men det var jo ogsaa en formastelig Sam
menstilling.
I mine senere Theateraar, da min første
Pyntekone var død, fik jeg en ældre Sted
fortræder, en af Veteranerne i Tjenesten.
Hun holdt ud, til hun var 80 Aar, ikke af
Trang, saavidt jeg tror; thi hun lod til at
være nogenlunde velstillet og havde det
nydeligste lille Hjem, man vilde se e ; men
hendes Begeistring for Theatret og dets
Kunstnere var og blev usvækket. Da hun
hørte til den gamle Skole, havde hun 'og
saa den Tids Overbevisning om, at
Taarer
var det sikkreste Tegn paa sand Følelse;
hun græd meget og ved alle Leiligheder,
saavel glædelige som sørgelige, og hun
var ikke lidt stolt af, at Professor
Phister
havde kaldt hende „det fugtigste Gemyt
ved hele Theatret.“ Ogsaa hun viste mig
en næsten moderlig Godhed, der bl. a. yt-
trede sig i Formaninger om at være lidt
mere ordentlig med Theatrets Rekvisiter.
„Husk paa, lille Frøken,“ sagde hun, „at
jeg faaer „P rém an g“ for Deres „Distra-