66 / 128
59
jeg spillede Venindens lille Rolle, maatte
jeg selv hjælpe mig med Paaklædningen,
da Pyntekonen, i sin Henrykkelse, stod som
fastnaglet nede paa Scenen. Da hun efter
Forestillingen kom op paa mit Værelse,
var hun dybt bevæget over Slutnings
scenen i Operaen, og saa forgrædt, at hun
næsten var ukjendelig. Hun kastede sig
om min Hals og udbrød: „Ja, hvis man
blev saaledes elsket, saa kunde man døe
med G læde.“ — (Denne Yttring smigrede
i høi Grad vor Tenor, der ellers altid blev
drillet med, at han spillede sine E lsker
roller altfor køligt).
Nogen Tid efter vor Afreise, hørte jeg,
at den stakkels Pyntekone var død. Da
hun hverken var ung eller smuk, er det
ikke rimeligt, at hun opnaaede den Lykke
at blive elsket saa høit som „la T raviata“ ;
men hun havde dog oplevet at være
Stjerne,
omend kun paa Plakaten og blot for en ene
ste Gang; dog havde hun af denne ene Af
ten havt større Glæde, end mange Kunstner
inder af en lang og vellykket Theaterbane.