79 / 128
72
sædvanlige Afskedsreplik, nemlig: „Kom
endelig snart igjen og
mor D em !“
— Han
^
kunde unægtelig byde sine G jæ ster en
sjælden Kunstnydelse, da begge hans Pleie-
døttre var udmærkede Pianistinder; den
ældste af dem havde, som Barn, endog
spillet paa en Hofkoncert og gjort stor
Lykke.
Fra dette Hjem bevarer jeg Mindet om
mange glade Fester, saavel i Hovedstaden
som paa Villaen i Frederiksdal. — Fru E . . .
var min udkaarede Yndling, og som Barn
troede jeg fuldt og fast, at hun hørte til
mine nærmeste Slægtninge; jeg kaldte
hende Tante Rose, og den Titel beholdt
hun i hele sin Levetid. Hun var, — som
(
jeg allerede har sagt, — meget smuk og
havde tillige en god og sund Forstand;
hun havde ikke lært meget, da Kund
skaber i den Tid ansaaes som ganske unød
vendige for en Kvinde; men hun havde et
mærkværdig klart og frisindet Blik paa
mange Forhold, som man den Gang end
nu ikke havde begyndt at diskutere. Hun
var en overordentlig dygtig Husmoder, men