75 / 128
68
lader dem sye sammen igjen, og ved Paa-
sketid, naar de staaer og synger en Bøn
til Jehova, om at føre dem tilbage til Jø d e
land, saa har jeg hørt dem hviske til hver
andre: „vi gaaer schgu ikke.“ — Vi an
dre lo, men hun selv brast i Graad. — Da
hun blev voxen, havde Forholdene hélt
forandret sig, og hun led vistnok aldrig
mere, hverken under Race-Fordommen el
ler under sine indre Selvmodsigelser; hun
gjorde netop et ualmindelig
harmonisk
Ind
tryk. Da hun var smuk, begavet og talent
fuld, blev hun søgt og feiret i alle Sel
skabskredse, og senere var hun, som
Fiustru og Moder, Midtpunktet i et lykke
ligt og mageløst gjæstfrit Hjem.
Hvad der egentlig var det eiendomme-
lige ved mine gamle Venners Hjem, for
stod jeg neppe i min Barndom ; men jeg
havde dog en Følelse af dets særegne Præg.
Der hvilede ligesom en gammel-testament-
lig Nimbus over det hele, og Personerne
forekom mig som en Slags Illustrationer
til Bibelhistorien. Fru E ..., der endnu var
en komplet Skjønhed, kunde udmærket