73 / 128
66
tidig gjorde hun saa mange pudsige Gri-
macer, at hun ogsaa fik mig til at lee. Nu
brast Værtindens Taalmodighed; hun foer
fra Bordet, og — uden dog at sige et
eneste misbilligende Ord — greb hun os
En ved hver Haand, og formelig slyngede
os ind i en anden Stue, hvor Husets Dat
ter kastede sig i en Lænestol og skoggerlo.
Da jeg bebreidede hende, at hun kunde
gjøre Nar af sine egne Trosfæller, svarede
hun: „Husk paa, jeg har jo aldrig før seet
disse „Optøier“ ; i den Provindsby, hvor
jeg er født, var vi den eneste Jødefamilie,
saa vi bar os ad som andre Mennesker,
og det var vi nødte til.“ — Hun havde
dog vistnok allerede fra sin Barndom mær
ket noget til Race-Fordommen; thi jeg
husker, at hun udbrød: „Aah, hvor det dog
er kjedeligt, at jeg er J ø d e !“ — Hun var
ikke at formaae til at gaae igjennem Læder
stræde med os andre Børn, — „fordi der
var saa mange ækle gamle Jøder, der na
turligvis vilde nikke til hende,“ — og paa
et Børnebal hos os, mindes jeg, at hun
sad alene i en Stue og hulkede, fordi den