76 / 128
69
gjælde som Type for en
Rebekka
eller en
Rachel,
og hendes Mand kunde til Nød
forestille en af Patriarkerne. Man sagde,
han havde været smuk; men det kunde
jeg ikke see Spor af; som Barn har man
ikke Fantasi nok til at tænke sig en gam
mel Mand i Skikkelse af en skjøn Yng
ling. Han havde udpræget østerlandske
Træk, en daarlig Holdning og en paa
faldende fremmed Akcent, skjøndt han var
født i Kjøbenhavn. I de Tider talte Jøderne
ofte Tydsk indbyrdes, og det satte jo sit
Præg paa deres danske Udtale; Fader
hørte en gammel Jøde erklæ re: „Deutsch
ist eine heilige Sprache.“ — Herr E . .. s
Jargon var dog vistnok betydelig bedre
end den, der taltes i Faders Barndomstid.
Fader kom næsten daglig hos en Jød e
familie som han elskede, og da han en
Gang græd bitterlig over, „at Jøderne
havde korsfæstet K ristus,“ trøstede de ham
saaled es: „Det var schlettes ikke vos, det
var jo Rømerne.“
Tiltrods for Jargonen interesserede det
mig umaadelig at høre Herr E . . . fortælle,