PolitikensLevnedsløb

Lad os tilsidst give en Stilprøve af Henrik som

»Politiken«s rejsende Korrespondent. Han blev i

Juni samme Aar sendt til München i Anledning af

Ludvig af Bajerns Selvmord.

Og nu gjk det løs. Ingen smalle Steder her.

»Knyttede Næver kæmpede tappert mod blanke

Sabler«. (Fra en Gadescene i Begravelsesdagene).

»I Kirken blev ganske stille, og udenfor de høje

Vinduer styrtede Regnen ned, medens Lynet uafbrudt

knitrede og under frygtelige Skrald splintrede store

Træer«. Dette var en Smule af hvad Henrik saa’.

Hér er lidt af det han nærmest tænkte sig: — »Saa-

snart Kongen har set, at Vogterne var borte, har

han som en rasende kastet sig over den ualmindelig

stærke Læge og bibragt ham et frygteligt Slag over

Ansigtet, af hvilket Dr. Guddens Lig bar dybe blodige

Spor.« Og endelig er her en Mundfuld af hvad

Henrik hørte: — »Og den gamle Slotsgartner skild

rer mig deres afsindige Rædsel, da de i den mørke

Nat stødte paa den ulykkelige Konge med de lange

Lægter og ved det usikre Skær af Lygter saa hans

i Krampe stivnede graablege Træk med den halvt-

aabne Mund fyldt af Starnbergersøens gule Vand,

Henrik

.«

Alt i alt — hér var noget for et Galleri. Intet

Under, at man ilte til i Tusindvis.

Resten af 1886 tilbragte Henrik i forskellige Ho-

vedstæder. Hans Nytaarsbrev 1887 var fra

Paris

bør citeres lidt. Med vore senere Bladforhold in

mente (»Politiken« — »Strøget«, »Middagen«, »Eks

trabladet« osv.) lyder Begyndelsen mærkelig spaa-

domsiuld:

»Som Matador i Boulevard-Pressen troner

Gil

Blas.

Et Blad for den anløbne Overgivenhed og den

forvovne Spøg . . . . skrevet med saa stort Talent,