PolitikensLevnedsløb

hvorfor

de ikke rykker frem med det de sidder inde

med, faar man det forpinte Svar: »Fordi vi i et saa

lille og saa uoplyst et Samfund ikke kan.« — (Dette

var i A aret 1887, Sidenhen er det jo bleven bedre).

(Løsagtighed).

Det

typiske

Sædelighedsbidrag leverede Hr. Bran

des imidlertid i sit Overfald paa Elisabeth Grundt

vig. Denne Dame havde efter Anmodning fra en

Kvindeforening udarbejdet en Afhandling til Støtte

for Moralen. Damens Sprog er dette: ». .adskillige

af dem, der vil omdanne vor Bevidsthed paa dette

Omraade, er Mennesker som mener at virke for en

god Sag. .. .« Hr. Brandes honorerede i »Politiken«

Modstanderinden og hendes Afhandling med følgende

Tilraab:

»Det pjattede i dens Indledning og hele Tone vir

ker pinligt, Raaheden i dens Tankegang forbavser;

dens Bevisførelse, om hvilken man aldrig véd, hvor

Perfidien holder op og hvor Enfoldigheden begyn

der, forskrækker ved sin Løsagtighed.«

Lad nu Frk. Grundtvig have været mindre dyg

tig som Skribent end Dr. Brandes, — lidt naiv og

ubehjælpsom, hist og her. Men alligevel — overfor

-en Dame, med den bedste Mening-------

Nogle — særlig Svend Høgsbro (hvem »Politiken«

da ogsaa, ved hans Død, erklærede for en ridderlig

Natur) — mente, at det burde noteres i Straffepro-

tokollen; men Hr. Brandes krøb standhaftigt i Skjul

bag Hørup som »Politiken«s

Ansvarshavende.

Bjørn

son, der dengang sad i Paris, blev »rasende, rykende

sint« og skrev at han aldrig havde læst noget saa

»raat« som Hr, Brandes' Artikler . . . »utrolig lum

pen«, »inderlig skamløs« osv. — Hr. Brandes svarede

pertentligt men knusende, at Bjørnsons »Slips« var

ikke ganske rent. — »Never mind the slips«, ripo