82 / 176
79
politiske Medarbejder har erklæret, at den Sandhed,
der skal kunne virke med nogen Klem i Verden, er
den agitatoriske; Deres poetiske Medarbejder tilbe
reder med Finhed den poetiske Sandhed. I denne
Kongres af Sandheden forekommer det mig, at De —
(som Dr. phil. fra Kjøbenhavns Universitet)............
skulde have taget Dem af Sandheden uden Tillægs
ord eller den nøgne Sandhed. Man kunde ogsaa
kalde den den videnskabelige, (At Hr. Brandes ikke
har taget sig af Sandheden, dokumenteres dernæst
omstændeligt).
Det synes mig da ganske klart, at De i Deres An
skuelse af Livet og Kunsten . . . har spillet — som jeg
i Sommer vovede at sige det ganske kort — Fallit, og
at De i Deres Kamp for at skaffe denne Anskuelse
Udbredelse har brugt Midler, som ellers kun For
tvivlelsen anvender — —«.
Svaret fulgte i samme Nummer og fyldte næsten
5
Spalter. Dr, Vilh. Andersen fik svært paa Ho
vedet. Og iøvrigt havde jo Hr. Edv, Brandes en
fortræffelig Samvittighed. »Jeg er en af dem, der vil
sige Sandheden, (Ah — men hvilken Sandhed?) den
rene Sandhed, trods alt.« (Den rene Sandhed, hvad
Moralen angik, var, at »hele det Borgerskab som op
fylder en stor By, ja de smaa Byer med, med deres
Lyst og Last, Vildskab og Unatur, Overmagt og Raa-
hed« er »Hyklere og Kurtisaner, Horkarle og Bak-
kantinder, Vellystninge og gamle Bettschwester; de
har i deres Ungdom kendt Hundreder og har uægte
Børn i mange Kroge.«) »Jeg
vil
ikke lade, som om
Menneskene er anderledes, end jeg hundredfold har
set dem, og jeg er gammel nok til at min Erfaring
er ret stor.«
Dette ser jo ikke morsomt ud. Heller ikke for
Hr. Vilh. Andersen. Han har aabenbart forfulgt en
sagesløs.
Thi Hr. Edv. Brandes var
bestandigt
ideel. Lige
fra sin pure Ungdom har han stræbt at kæmpe for
sublime Ting: