80 / 176
77
»I Baggrunden af Pladsen laa der et lille Hus,
hvor to kønne Kineserinder stod i Døren og tørrede
sig om Munden. Huset tilhørte Bødlen, og de to
unge Damer var hans Døtre. Vi gik derind for
at
hente Øksen, og medens den ene lille Frøken med
megen Gratie fremtog Sværdet, skænkede den anden
mig en Kop The, som jeg dog ubemærket hældte un
der Bordet. Sværdet maalte nøjagtigt 1 Alen
14
1/a
Tomme, Det var 31:L/22 Tomme bredt og skarpt til
bægge Sider. Bødlen foreviste det og skitserede
Eksekutionen, idet han let førte Vaabnet over sin ny
delige Datters Hals,
Hvad der videre foregik, varede næppe et Minut.
Vi kom ud paa Pladsen, hvor Vagten havde trykket
Forbryderen i Knæ. — — Skarpretteren nærmede
sig paa Tæerne, med lette dansende Trin, syntes jeg;
han svingede Sværdet, det blinkede og — Kratsch!
En Krop faldt bagover og i Benene sporedes en
uhyggelig Bevægelse. Hovedet trillede i modsat
Retning henad Jorden, og fra de to Benpiber straa-
lede Blodet ligesom fra Bruser. Uvilkaarligt lukkede
jeg Øjnene; da jeg aabnede dem igen, saa jeg Ho
vedet blive hævet i Vejret paa en Stang. Idet det
naaede Sollyset, fortrak det Ansigtsmusklerne og
frembød et Skue, som fyldte mig med Gru.
Ved Siden af Bødlen stod fremdeles Mandarinen,
og i Baggrunden af Pladsen vistnok adskilligt flere
Tilskuere, end der plejer at overvære en kinesisk
Henrettelse. Grunden til den stærke Deltagelse
skyldtes min Fotograf, en Kineser som jeg havde an
bragt paa en Bunke Brokker. —
Og da jeg nu
som Afslutning lod ham fotografere, først Publikum
og derefter Bødlens Døtre og da disse til Gengæld
løb ind og hentede Nødder og søde Safter, saa bredte
Glæden sig øjensynligt over hele Gaden. Særlig syn
tes Mandarinen at være en lystig gammel Fyr. Med
det ene Øje skævede han til den Døde, med det an
det smidskede han til de unge Bøddelpiger, der skæn(Gru, og Glæde).