PolitikensLevnedsløb

alle Indbyderne . . . har været denne: at nedlægge

en skarp og energisk Indsigelse mod en Tankeret-

ning, som i den senere Tid har bredt sig paa den

betænkeligste Maade i vor Literatur, vor literære Kri

tik og ganske særlig i vor Journalistik. Endog i

Avertissementerne synes denne Retning at skulle

trænge ind. Jeg mindes ikke længe at have set No

get i den Grad frastødende (for at bruge det mildeste

Ord) som det første Reklameavertissement for Cav-

lings »Paris« (eller et af de første). Alene dette

vilde have været nok til at skræmme mig bort fra

den Bog.

Det er som Publikum véd, den Ret

ning, hvis mest fremtrædende Karaktermærke er, at

den sætter Kønslivet og Alt, hvad der staar i For

bindelse dermed, som Kvintessentsen i hele den men

neskelige Tilværelse . . .; om dette fortrinsvis drejer

sig da ogsaa dens Tanke og Tale, og dens Udtalelser

er kun altfor ofte meget prægede af Ringeagt for

og Haan imod, hvad der hidtil har været den i vort

Samfund almindeligt gældende Moral og vistnok og

saa, trods denne Retnings Bestræbelser, vil blive ved

at være det . . . .

Og spørger man endelig nu, hvem jeg og andre

. . . fortrinsvis tænker paa som Talsmændene for

den ovenfor karakteriserede Retning, og hvor vi me

ner, at den for Tiden har sin væsenligste og for Pub

likum farligste Tumleplads, saa kan jeg desværre

ikke svare anderledes end ved at pege — netop paa

Politiken

og paa den Kreds af Mænd, der besørger

dette Blads literære Del og den Journalistik, der iøv-

rigt nærmest samler sig herom. Det gælder, skønt

i forskellig Grad, om alle Kredsens Medlemmer. —

— Jeg giver dette Svar uden Sky, men i Sandhed

ikke uden Sorg, fordi det gør mig bitterlig ondt at

maatte tale saaledes om det Blad, til hvis

politiske

Retning jeg nærmest har ment at maatte slutte mig.

M. CL Gertz

.«

»Gebisset er forlorent«, »topmaalt Uforskammet

hed«, — skreg jo Redaktionen i sit Svar.