PolitikensLevnedsløb

Og tilsidst kysser hun den gamle General, indtil hans

endnu unge Blod ligeledes koger over.«

Disse er de sceniske Situationer,

Politikens

melder har fundet sig foranlediget til at meddele af

Stykket, Anmelderen,

E. B.

(det vil sige Edvard

Brandes), der jo selv er Dramatiker, kan ikke have

fundet noget kunstnerisk fremragende ved disse Si

tuationer. Det at lade et Fruentimmer kysse og ka

ressere et Mandfolk, til hans Blod kommer i Kog,

dersom

det

er Drama, hører der ikke meget til at

skrive for Scenen, Kunsten er her helt og holdent

Fruentimmerets,

Men — Kunst eller ikke Kunst — det er, tydeligt

nok, noget ganske andet, det her drejer sig om. Ho

vedsagen er »den glade Kvadrille, som det hele

Stykke danser med Anstændighed og Moral«, Noget

saadant er en Begivenhed. »Hele København« maa

»absolut« hen og se

Damen ha Natkaféen,

om ikke

for andet, saa for Fru Wiehes Skyld — for at

være

Vidne til, hvorledes hun med sin fortryllende Kunst

forstaar at »gøre Synden tiltrækkende«.

Jeg bemærker igen, at jeg kender ikke Stykket

og ikke Fru Wiehes Udførelse af Titelrollen. Jeg

holder mig til, hvad Hr. Edvard Brandes har set i

Fru Wiehe, og hvad der i hans Øjne gør hendes

Fremstilling til »et helt Mesterværk«, Det er, at hun

forstaar at gøre Synden tiltrækkende, at fremstille

Skøgen saaledes, at man mærker, det er en Skøge —

»hun skjuler ikke den glade Dames Naturel og Ma

nerer« — men at man bliver indtaget i hendes

Skøgevæsen.

Dr. Brandes slutter sin Anmeldelse med den

Spaadom: I den skønne Maaned Maj vil

Damen fra

Natkaféen

fylde Kasino. Han venter at hele Køben

havn skal hen og se Skegen paa Brædderne og ind

tages af Skøgen.

Deraf Jubelskriget.

Hvor vidt Dr. B. har faaet sin Forventning op

fyldt, hvorvidt der altsaa er virkelig Grund til Ju