78 / 176
Theater klappede — officielt og
in corpore.
Dette var
jo slemt; men Ugen efter blev det værre. Selve Stu
dentersamfundets Formand rykkede nemlig frem med
følgende Opsats, som »Politiken« maatte trykke 13/s,:
»Om
Borgerskab.
— — En Presses Niveau har
kun Betydning som Symptom; kommer dens Tone
udenfor den Grænselinje, som Publikum ønsker at
se den balancere paa, saa maa Tonen ændres. Det
er Publikum, som er den stærkeste . . . som er an
svarligt for, hvad der kan skrives i Bourgeoisiets
Aviser,
Og store Dele af det kjøbenhavnske Bourgeoisi
gaar for Tiden omkring med udviskede Begreber om
Tilladeligt og Utilladeligt. Der gaas paa Akkord
med det Utilladelige; der siges og tænkes: Javist
er det og det
egentlig
utilladeligt,
men
—; og man
tror, der er et
men,
som kan gøre Tilladeligt og
Utilladeligt flydende.
Og Begreberne er ikke
blot udviskede i Bedømmelsen af, hvad der skrives,
men ogsaa i, hvad der gøres. Handlingens Tillade
lighed sættes under Debat . . , en eventuel Tillade
lighed af det absolut Utilladelige antydes.
At en enkelts Bedømmelse af egne eller andres
Handlinger mister Tilladelighedens paalidelige Vur
deringsgrundlag, betyder, at denne enkelte er sam
fundsmæssig abnorm; hændes det med en betragtelig
Del af en Befolkning, betyder det, at
den er paa det
Skraaplan, som fører til Pøbel.
Og hvis blot en Brøk
del af Kjøbenhavns Borgerskab skatter til Pøbelag
tigheden, er det ydmygende . . . .
Det er vigtigt at faa sagt, at en pøbelagtig Presse
kun trives, hvor dens Publikum selv, velklædt og
muntert, er paa Vej mod Pøbelen.
En Hovedstadsbefolkning som Kjøbenhavns glider
ikke ned i Pløret af Lyst eller Trang, Særlig Kjø-
benhavner-Bourgeois’en er ganske vist ikke Kulturens
skønneste Prydplante, men med al sin godmodige
Hjærnetræghed og lunt gemytlige Letbenethed for
binder han dog en ganske velanstændig Grundbe
75