PolitikensLevnedsløb

heder — jo, om Forladelse; der er den Vittighed, at

»Kokotten agerer Englen Gabriel for derved at

skræmme den gamle Madam, hvis Plads i Ægtesen

gen hun havde taget for en Nat«. Situationen er den,

at Ægtemanden, en »fin Pariserlæge«, er kommen

fuld hjem om Natten og har haft Skøgen med, og

nu arrangeres et Møde mellem »den nydelige og

flotte Person« og »den gamle Madam«, d. v. s. Ægte

hustruen, der kommer ind og træffer hende i Man

dens Seng. Da kommer det ustyrlig morsomme, det,

som Folk i Kasino »lo og støjede af Glæde« over,

— at Tøjten giver Englen Gabriels Rolle, at »hun,

Glædespigen, var en Seraf og profeterede i den rette

Krarupske Stil«. Med Hensyn til den Krarupske

Stil maa jeg desværre bekende min Uvidenhed; men

jeg formoder, det har været saare vittigt. Men iøv-

rigt indser jeg jo meget vel, at hvad

Politiken

her vil

have lagt Vægt paa, er ikke Viddet og Aandrigheden,

men Situationens — hvad skal jeg kalde det — Fri

postighed, dens Smag efter Blasfemi.

Det er

det glæde-

ligt-betydningsfulde, at det viser sig at være det, de

kan lide i et københavnsk Teater, at høre en Skøge

travestere det bibelsk-høj tidelige og at se en gift

Kone blive paa grinagtig Maade sat til Vægs af en

Tøjte

Dette Optrin synes at være foregaaet i første

Akt. »I anden Akt«, fortæller Anmelderen, »fort-

turer Crevette i sin naturlige Livlighed. En ganske

ung og rig Hertug behager hende! Hvad gør den

slemme Pige? Tager ham uden videre paa Skødet

og kysser ham, indtil hans unge Blod kommer i

Kog«. Altsaa, hun underkaster ham en ganske fag

mæssig Behandling. Hun viser Publikum, hvorledes

en Skøge bærer sig ad med et ungt Menneske for at

vække hans Sanselighed. løvrigt viser hun den

samme Kunstfærdighed overfor Mandfolk i modnere

Alder, »Lidt efter«, skriver Anmelderen, »løber hun

bort med en Løjtnant, der har været hendes Elsker,

og som hun atter forlokker med sit smukke Legeme.