PolitikensLevnedsløb

kede i Glassene og knækkede Nødder med deres ind

bydende hvide Tænder.

Ignotus.«

Mangen én, der smærtes ved at se et Menneskes

Depravation, vil sikkert foretrække grov Obscønitet

for

dette.

I Marts blev »Politiken«

atter

ængstelig.

Dr. Edv, Brandes var jo nylig bleven dømt for

sine Griserier i »Det unge Blod« og havde i den An

ledning faaet »en kollegial Hilsen med Tak« fra

Medlemmer af det danske Parnas. Dr. Vilh. An

dersen var ikke med paa Listen og skrev et aabent

Brev om Grundene. I Brevet, der ved Overvindelse

slap ind i »Politiken«, hedder det bl. a. følgende:

»Jeg hører selv til dem, som De ved Deres se

neste Virksomhed paa det allerkraftigste har forarget.

Jeg tænker endda ikke saa meget paa Deres ofte

omtalte Fremstilling af Kærlighedsforholdet i og for

s ig ,

Man kan finde Deres sidste Bøger om El

skov usædelige; jeg synes, at de er det i radikal For

stand (2 Dage senere forklaret saaledes: at de op

rører den sædelige Følelse fra Roden af), fordi de

er barbariske, menneskelighedsfjendske, ødelæggende

for Viljen til Livet. Den Livets Gud, som De deri

dyrker er jo slet ingen Eros, men en Avlegud, en

trist og lemlæstet Kolos. Man kan harmes over dette

Bestie, man kan ræddes ved d e t

Men hvad der mere end dette har fyldt mig . , .

med den oprigtigste Forargelse, er den Maade, hvor-

paa De . . . i Deres Bladvirksomhed i længere Tid

har affundet Dem med en anden af Livets guddom

melige Magter (Sandheden)

. Deres føljetonist-

iske Medarbejder har en Gang forklaret os, at den

Sandhed, han ønskede, var den journalistiske; Deres