118 / 209
F RU H E I B E R G S FARVEL
A F H E N N I N G V A L E U R L A R S E N
I året 1868 var det 25 år siden, den fortrinlige komiske skuespil
lerinde, fru Julie Sødring, debuterede.1 Hun skrev i den anledning
til sin tidligere kollega, fru Heiberg, at hun ikke vidste sine levende
råd med hensyn til, om hun burde fejre dette jubilæum.2 Fru
Heiberg svarede: »Min Mening om saadanne Aftener hvor man
faaer u.g. med Kryds og Slange af Publikum, kjender De, og jeg
har vist min Tro af mine Gjeminger, eftersom jeg aldrig selv har
godvillig indladt mig herpaa.«3 Fru Sødring blev stødt over svaret
og havde åbenbart ventet det anderledes. Fru Heiberg mente vist,
at der på dette tidspunkt var ved at gå lidt primadonna i hende.
I flere år herefter var forholdet de to damer imellem ret køligt.4
Fru Heiberg havde imidlertid ret i sin påstand. Skønt der - som
bekendt - var blevet hende usædvanlig megen virak til del gennem
årene, kan man ikke påstå, at den skyldtes hendes egen »Auffor-
derung zum Tanz«. At publikum benyttede et par gange, hvor
hun vendte tilbage til scenen, til at hylde hende, kunne ingen for
hindre, men ved jubilæer satte hun grænsen.5 Dem fejrede man
ikke ved teatret på den tid. Selv hendes afsked gik for sig i det
skjulte. En sommeraften i 1864 - den 2. juni - stod hun på scenen
uden selv at vide, at det var sidste gang.
Edvard Brandes, der åbenbart var til stede i teatret den aften,
har sidenhen skildret begivenheden.6 Som ven med fruens arve
fjende, skuespilleren F. L. Høedt, tilhørte Brandes hendes mod
standeres lejr, og da han i 1880 udsendte sin skelsættende bog om