119 / 209
F R U H E I B E R G S F A R V E L
»Dansk Skuespilkunst«, bragte han til manges forargelse ingen
karakteristik af teatrets største skuespillerinde —der imidlertid selv
absolut ville have frabedt sig at blive portrætteret.1 To år forinden
havde hun nemlig, som hun skrev til sin nærmeste ven, ministeren
A. F. Krieger, »en Fornemmelse af, at den fordreiede Abekat
Edvard Brandes med Høedt ved sin Side udarbejder et Livsbillede
af mig som Menneske og Skuespillerinde i Lighed med hans tid
ligere skruede Billeder af andre Kunstnere. Den Tanke, at en saa-
dan Een tidligt eller seent kunde give Offentligheden et Vræng
billede af mig og Heiberg, gjør, at jeg bevarer min Udholdenhed
til selv at fremstille mine Anskuelser og Oplysninger om hine Aar,
uagtet jeg maa være forberedt paa, at man snarere vil tro Hr.
Brandes end mig. Angreb behager det store Publikum meget mere
end Forsvar.«8 Dum var damen jo ikke - om end uforbeholden.
Det var vel til tak for bl.a. denne salut, at Georg Brandes senere
kaldte hende »en gås«.9 Hun slap imidlertid for sit »livsbillede«
i første omgang, men adskillige år efter besvarede E. B. hendes
angreb på fornemste vis gennem en varm og strålende hyldest til
den geniale skuespillerinde.
Der er et aber dabei. Man glemmer undertiden, når E. B. klogt
og kyndigt - i sin kronik i »Politiken« - karakteriserer en del af fru
Heibergs roller, at han selv kun var 16^2 år, da han så hende
sidste gang.10 Meget må være erindret i lys af senere betragtninger,
en del må være glemt, noget måske fortegnet i et bevidst - og for
ståeligt —forsøg på at placere denne antagonist mellem de tabende.
F.eks. fortæller han, at hun fandtes alt for gammel til at udføre
de unge roller, selv om hun i hans øjne var ungdommelig nok.
Publikum fordrev hende fra scenen, og hun spillede sidste gang
for et halvtomt hus.11 Mærkeligt nok kan fru Heiberg selv —atter
her - tage til genmæle.
Torsdag den 2. juni 1864 spillede man - efter den egentlige sæ
i i
9