123 / 209
F R U H E I B E R G S F A R V E L
forbavsende frisk og livlig og yndig ud, svævende som altid.«23 -
F ru Heibergs afsked begrundedes —å propos —med dårligt hel
bred.24
Selvfølgelig savnede hun som ægte teatermenneske sit arbejde,
og selv om mange grunde talte for afsked, mærkede hun, at nok
var anden redebon, men kødet var skrøbeligt. Især bedrøvede det
hende, at næsten alle hendes venner syntes at billige hendes beslut
ning om at trække sig tilbage - men nu var det for sent.25
Siden erindringerne udkom, har det været skik og brug at kriti
sere fru Heiberg for de menneskelige skavanker, som den over
drevne virak, hun livet igennem var genstand for, måtte fremkalde
hos hende, altså: Forfængelighed og herskesyge, ja, selv løgnagtig
hed.2,> Det er vist på tide at se lidt mere forstående på alt dette.
At hun, da hun efter 20-30 års forløb genoplevede sit liv i erin
dringen, måtte huske begivenheder og ordskifter ukorrekt, er gan
ske naturligt.2' Hvem gør ikke det? At hun dømmer partisk, er
ligeledes forståeligt. Også heri ligner hun andre memoireforfattere,
og alt i alt er disse erindringer faktisk næppe upålideligere end de
fleste værker i samme genre. Langt snarere er der grund til at
fremhæve de mange positive sider, som mennesket fru Heiberg
trods alt bevarede: Flid, trofasthed og gavmildhed, mod til at
forsvare sine farver, samt ikke mindst et temperamentsfuldt lune,
der formelig slår gnister i hendes breve og vidner om kunstner
sindet og den rige iagttagelsesevne. Man bør også fremhæve hendes
usvækkede lyst og evne til at følge med på en lang række områder.
Det er da f.eks. morsomt, at det blev hende og ikke den Høedtske
kreds, der fik Henrik Ibsens og Bjømstjerne Bjørnsons værker ind
ført på Det kgl. Teater trods modstand - især mod Ibsen - fra
både censor, Carsten Hauch, og teaterintendanten, F. J. G. Ber
ner. De udtalte nemlig begge om »De LTnges Forbund« af Ibsen,
at det duede aldeles ikke for teatret.2S - Ibsen var i øvrigt en af de
123