F R U H E I B E R G S F A R V E L
vendte sig langsomt om, betragtende den sig nærmende Junker
Flemming, som hun elskede, med Ømhed, med Stolthed, med
kvindelig Fornærmethed, med Overlegenhed, med Sejrssikkerhed,
med Trods, med himmelsk Forjættelse i sit Væsens Righoldighed,
uskyldigt tillokkende, sværmerisk kaldende, en Skabning, om hvem
Digtere og ligeledes almindelige Mennesker drømmer, naar Sjæl
og Sans bliver ét. Og en dansk Kvindeskikkelse af gylden Lød,
saaledes som Marie Grubbe tegnede sig i J. P. Jacobsens Drøm.
Saaledes
var
Fru Heiberg.«
!25