124 / 209
H E N N I N G V A L E U R L A R S E N
sidste, der så fru Heiberg på scenen, da han i april 1864 oplevede
hendes »Dina«.29 I sit berømte rimbrev til den store kunstnerinde
takker han hende da - i 187 1 - ikke blot, fordi hun i årene for
inden havde ført to af hans skuespil frem til succes, men også - og
først og fremmest —for hendes skuespillergerning. Blandt hendes
mange roller fremhæver han specielt fem: Agnete i »Elverhøj«,
Dina, Jolanthe i »Kong René’s Datter«, Ragnhild i »Svend Dy
rings Hus« og Ophelia i »Hamlet«, altså lutter danske kvindeskik
kelser - selv Ophelia må vel være dansk.30 Der er det mærkelige
ved sagen, at Ibsen strængt taget ikke kan have set to af disse
skikkelser på scenen. Da han første gang besøgte København - i
1852 - havde fru Heiberg afgivet både Agnete og Ragnhild.31
Dog er det fristende at tænke sig, at han kan have oplevet dem
uden for scenen. Hvis han nemlig på hin fjerne sommersøndag,
den 14. august 1870, da han besøgte hende i hendes endnu eksi
sterende villa i Rosenvænget, har omtalt det første arbejde, han
fik opført på en dansk scene, nemlig »Gildet paa Solhaug« på
Casino i 186 1, må nemlig fru Heiberg have affærdiget ham —dels
vel fordi hun nok ville være den, der »opfandt« Ibsen her i landet,
dels fordi hun faktisk selv havde fundet, at stykket var en mat
efterklang af »Svend Dyrings Hus«, hvilket hun på en charmerende
måde kan have bevist ved over for forfatteren at have reciteret
monologer af »Svend Dyrings Hus« —måske også af Heibergs
»Elverhøj«, der tilhører samme genre.32 Hun yndede ved lejlighed
at citere sine roller.33 —Dette er naturligvis rent gætteri, men det
ville forklare omtalen af de to roller i rimbrevet.
Den 2. juni 1864 stod da fru Heiberg for sidste gang på scenen.
Hvordan virkede hun? Herom har altså Edvard Brandes fortalt
i dyb betagelse: »Et Øjenvidne kan forsikre, at selv for ganske
unge Øjne var hendes Elisabeth en straalende skøn og af Ungdom
fortryllende Ridderdame. Elisabeth stod i Vinduet og sang og
124