120 / 209
H E N N I N G V A L E U R L A R S E N
sons afslutning - en ekstraforestilling til indtægt for korpersonalets
enkekasse.12 Man opførte »Elverhøj«, som i to sæsoner ikke havde
stået på repertoiret, og hvori fru Heiberg spillede Elisabeth Munk.13
På selve denne torsdag skriver fruen til Krieger: »Theatrets sidste
Uge har været glimrende med Hensyn paa Indtægterne, de største
Theatret nogensinde har havt. Fem Aftener i Træk udsolgt Huus,
to Aftener ved »Don Juan«, tre ved »Bagtalelsens Skole«.« Og
hun tilføjer, at det også i aften tyder på udsolgt hus.14 To dage
efter kan hun da også fortælle, at »Elverhøj« »blev spillet for ud
solgt Huus, udsolgt alt om Formiddagen.«15 Det må da vel være
korrekt - og er tilmed sandsynligt, da publikum erfaringsmæssigt
strømmer til teatrene i krigstider. En lille tilføjelse: Da fru Heiberg
2. juni skriver sit brev, har hun ond samvittighed, for hun burde
bruge formiddagen til at læse på sin rolle. V i gentager: Rollen var
Elisabeth Munk i Heibergs »Elverhøj«, som hun må have kunnet
i søvne. Hvilken flid - og hvilken omhu! Endvidere skriver hun:
»Jeg har i Dag erindret den Bemærkning, De gjorde med Hensyn
paa Elisabeths Udførelse, og skal nok afhjælpe denne i Aften,
haaber jeg.« Hun arbejder altså stadig med sine roller - lige til
den sidste dag.
Det har næppe heller været publikum, der fordrev hende fra
scenen. Hun var et nationalklenodie, og respekten for hendes
kunst har såmænd holdt sig til den dag i dag, hvor der stadig ud
kommer nye bøger om fru Heiberg. Nej, det var andre forhold,
der spillede ind: Michael Wiehes håbløse sygdom, der ville berøve
hende den i enhver forstand kæreste medspiller
(han
optrådte
sidste gang 30. maj samme år, tre dage før fru Heibergs afsked10)
- krigens uhygge, der virkede dobbelt grelt, når hun skulle spille
muntre roller17 - ikke mindst ensomheden. »Tænk, at jeg nu er den
Eneste,
der er tilbage af det Personale, som først spillede i dette
Stykke«, skriver hun under prøverne på »Elverhøj«. »Døde, døde
120