KjøbenhavnsSkomagerlav

Alt, hvad der hørte Fortiden til. Da en Mester i 1806

negtede efter Tu r at følge med Lavsbudet for »efter Skik

fra ældgammel Tid« at paase Indsamlingen til Bøssen til

Lavets Fattige og Enker, slog Kancelliet, efter at have hørt

Lavet, Pligten fast. O g da der desuagtet synes at være

sket en Forandring heri, vendte man atter en Gang tilbage

til det Gamle. Efter Forslag af Oldermanden Jacob Ny-

mann vedtog en Lavsforsamling i 1819, at Kvartalspen

gene skulde ophøre, og at Fattigbøssen igjen skulde omgaa

paa den gamle Maade. Ejendommeligt er det ogsaa at se,

at en Afgift, som Skomagerlavet fra gammel T id svarede

Magistraten, nemlig 5 Rd. aarlig for Barkemaalstøndernes

Brug, først faldt bort 1842, altsaa en god Stund efter at

Skomagerne havde hørt op med at garve.

Det er herefter kun naturligt, at Svendene, da deres

Herberge i 1807 var brændt og med det alle deres zünftige

Insignier, maatte ønske at faa disse fornyede. Som vi oven

for have set, fik de samme Aar Myndighed til at skaffe

sig de dertil fornødne Penge. Men 0111 de strax have be

nyttet sig heraf, faar staa hen. Sikkert er det, at nogle

herhenhørende Anskaffelser først komme langt senere. Det

kan saaledes oplyses, at Mesterne i 1812 solgte dem Lavets

gamle Skilt, det blev forud vejet paa Stadens Vejerbod,

og at de i 1838 festlig indviede en ny Sølvvelkomst, en

i Tidens klassiske Stil komponeret Pokal, der viser baade

den enbenede Hans von Sagan og den dobbelte Orn. I

et Skriftbaand omkring den læses: »Klogt og virksomt

styret sattes Skomagersvende-Broderskabet i Stand til at

koste denne Pokal Anno 1838«, og saa kommer endnu

paa den ene Side følgende Vers:

Mange Aar vi saae at svinde,

Stedse »Smykket« savnet blev

I vor Kreds, Nu kjære Minde

Vidn! om Broderenighed.

I en nedad gaaende Tid.

123