132 / 192
I en nedad gaaende Tid.
121
sider ved et Reskript af 28. November 1823, at enhver
Lærling ved sin Indskrivning og Udskrivning til Lavets
Kasse skulde erlægge 1 Mk., udover hvad Forordningen
paabød, samt 2 Rd. 4 Mk. til Svendebroderskabet, og at
Oldermanden for at yde Lokale ved Svendeprøvernes A f
læggelse af enhver Deltager maatte oppebære om Somme
ren 4 Mk. og om Vinteren 1 Rd. Forordningen af 1800
blev sat tilside, og dette var langtfra det eneste Punkt, paa
hvilket den nævnte Forordnings ideale Syn paa Forholdene
lidt efter lidt blev svigtet. En af dens væsentlige Bestem
melser var den, der skabte let Adgang for en Svend til at
blive Frimester, men herfra tog Tiden mere og mere A f
stand. Man vilde have Vished for, at Svendene havde
den fornødne Duelighed til paa egen Haand at øve deres
Haandværk. Allerede 1812 kom der en Bestemmelse herom
særlig overfor Mur- og Tømmersvendene, og i 1822 blev
det i Almindelighed slaaet fast, at enhver Svend, der vilde
nedsætte sig som Frimester, forinden skulde forfærdige det
for Lavsmestere i deres Haandværk befalede Mesterstykke.
Der blev med andre Ord saa godt som helt slaaet en Streg
over det let opnaaelige Frimesterskab. Det venlige Sinde
lag for Svendene, som er Grundlaget for Forordningen af
1800, blev i det Hele mindre og mindre synligt, Svende
standen kom under et voxende Polititilsyn.
.Det er et Udslag af Aanden i Forordningen af 1800,
naar Svendene i 1802 fik Ret til ved frit Valg og flest
Stemmer at vælge, hvem de vilde til deres (fire) Oldgesel-
ler, uden Hensyn til om de vare fødte i Danmark, Norge,
Holsten eller Tyskland. Men snart efter ophøre Kjøben
havns Skomagersvende at kunne optræde som samlet Kor
poration. Da Tidepengene i 1810 forhøjes fra 8 Sk. til
12 Sk. ugentlig, vedtages Forslaget herom af Svendenes
»Klassemænd«. Lavets Svende, høre vi i 1819, vare ind
delte i Klasser og havde et Repræsentantskab, men selv