128 / 192
udimod Svendene, Enhver indfødt Svend, der i fire Aar
havde arbejdet paa sin Profession her eller i Udlandet, fik
Ret til at nedsætte sig som Frimester i sit Haandværk,
naar han derpaa tog et Borgerbrev, der kun skulde betales
med det Halve af det, som en Lavsmesters Borgerbrev ko
stede, og havde han arbejdet to Aar som Frimester, fik han
yderligere Ret til at kunne antage en Dreng, som dog kun
kunde blive Svend ved en Lavsmesters Hjælp.
Her staa
vi ved et af de Punkter, hvor Regeringen ikke fulgte Lavs
kommissionen, Frimesteren fik intet Tilsagn om som saa-
dan at kunne blive Lavsmester.
Men desuagtet har der
sikkert hos de fleste danske Svende været en maaske end
og stormende Glæde over Forordningen, medens paa den
anden Side Mesterne fulde af Vrede have ment, at nu var
al Disciplin bortfalden og al Udsigt til sikkert Erhverv i
hojeste Grad forringet.
Forordningen er et mærkeligt ideelt anlagt Lovgivnings
forsøg, der selvfølgelig maatte vække Opsigt og Bevægelse.
Men saa vist som Forhold og Synsmaader, der bæres af
aarhundredgamle Traditioner ikke med eet Slag kunne brin
ges til at forsvinde, saa vist kunde denne Forordning ikke
trænge igjennem efter sin Aand. En Del af dens Bestem
melser kom til at ligge hen uden at blive brugte, og andre
bleve lidt efter lidt omgjorte. Den sorgelige Tid, der brød
ind over Danmark med det nye Aarhundrede, begunstigede
ikke Forordningens Tendens, der dog paa flere Punkter
satte Spor.
Men om heie denne Udvikling i det følgende
Afsnit.
Forordningen af 21. Marts 1800.
117