126 / 192
men ogsaa til Lavskommissionens Erklæring, og Resultatet
blev absolut ikke til Glæde for Mesterne.
Det betragtedes som en Selvfølge, at Svendenes Kro
maatte føre Skilt, og Skiltet kunde endda ganske se ud som
Lavshusets, naar det blot paa en eller anden Maade oplyste,
at det var Svendene, som residerede dér, hvor det hang.
Det saas dernæst ikke, at det kunde give Anledning til
flere Møder, at Tidepengene bleve indbetalte paa Kroen
istedenfor paa Lavshuset.
Indbetalingen skulde, hvor den
end foregik, finde Sted hvert Kvartal, og da Laden, Pen
gene skulde indbetales til, var Svendenes og ikke Mester-
nes, var det naturligst, at den beroede paa Svendenes Kro
og ikke paa Lavshuset eller hos Oldermanden, og naar det
gjordes gjældende, at det var under Mesternes Værdighed
at give Møde paa Svendenes Herberge ved Indbetalingen,
fik de at vide, at det var upassende at gjore en saadan
Grund gjældende, da en Magistratsperson jo var tilstede ved
den Lejlighed.
Kun vilde det for at forekomme enhver
Frygt være rigtigt at indføre, at der fremtidigt skulde høre
fire Nøgler til Laden istedenfor tre, foruden Oldermanden,
en af Lademesterne og en af Oldgesellerne skulde endnu
Magistraten have en Nøgle til Raadighed.
Hvad endelig
Mesternes Paastand angik, at de fyrige Svende skulde melde
sig paa Lavshuset, da slog Kancelliet fast, hvad der senere
blev udtalt i Frd. 21. Marts 1800, at det skulde staa Me
sterne og Svendene frit for at søge hinanden, hvorledes de
vilde, ledige Svende skulde ingen Pligt have til at melde
sig nogensteds, Omskuningen skulde ophøre, men tegnede
en ledig Svend sig hos Oldgesellen, skulde denne melde
det videre til Oldermanden, for at han kunde bekjendtgjore
det ior de øvrige Mestere.
O g saa sluttede Kancelliet til
allersidst med at meddele Mesterne, der havde udtalt et
Ønske om ved dets Hjælp at kunne faa Svendebroderska"
bets store Gjæld til Lavet afviklet, at dermed kunde det
Forordningen af 21. Marts 1800.
115