![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0130.jpg)
Skotoj, og under Forbehold af, at der med Værkstedet
vilde blive taget Sigte paa det almene Bedste, og ikke blot
paa visse Klasser, vilde Lavet »med Fornojelse opofre en
Del af dets borgerlige Rettigheder, saa besværlig Tiden er
at ernære sig med Familie«. Herefter fik Ansøgerne en
Bevilling, hvorefter de kunde anlægge det ønskede Værk
sted, hvorfra de dog kun maatte sælge »til vore Embeds-
mænd samt disses Tyende«. Det var næppe ganske saa-
ledes, Skomagerlavet havde ment det, men det maa staa
hen, om Værkstedet i det Hele kom i Stand. Sikkert er
det derimod, at de hoje Priser vedblev. Paa »Selskabet
for indenlandsk Kunstflid«’s Udstilling i 1814 var der fra
Flof-Skomager Høk udstillet to Par Stovler, der kostede
30 Rd. Parret, og det kan ikke være den Omstændighed,
at Saaler og Hæle vare fastgjorte paa dem ved Nagler og
ikke ved syede Sting, der foranledigede den hoje Pris. En
anden udstillende Skomager, P. E. Schmidt i Nellikegade,
mødte med »et Par Kaloscher kaldet Oeconomie-Skoe«,
der kostede 5 Rd.
De hoje Priser medførte naturligvis stor Tilbagehol
denhed i at kjøbe Fodtoj, hvad der gik ud over Sko
magerne. Men ogsaa paa anden Vis mærkedes Tiderne i
Skomagerkredse.
I November 1807 meddelte Svendenes
fire Oldgeseller, at Svendebroderskabets Lade, Skilt og Pro
tokoller m. m. vare gaaede tilgrunde, da dets Herberge i
Store Fiolstræde ved Kjøbenhavns Bombardement gik op i
Luer. De stod overfor Anskaffelsen af en ny Lade, et
Ligklæde, et Skilt, en Tinkande, en Protokol og en Regn
skabsbog, hvilket tilsammen vilde koste 159 Rd., men de
havde ikke Pengene hertil, og de foreslog derfor, at de
skulde skaffes ved at paalægge enhver Svend, de syge og
helt unge Svende fraregnede, at udrede 3 Mk. fordelt
paa to Kvartaler, og i December s. A. blev dette tilladt,
næppe til Svendenes udelte Tilfredshed, ti Tidepengene,
I en nedad gaaende Tid.
119