131 / 192
120
I en nedad gaaende Tid.
som de skulde og maatte betale, steg og steg. Svende
broderskabet var nemlig i Gjæld.
Det var Betalingen for de syge Svendes Hospitals
ophold og de døde Svendes Begravelse, der voldte Vanske
lighederne. Lavet, der stod i Forskud, ønskede i 1803
Tidepengene forhøjede fra 8 Sk. til 10 Sk. ugentlig. Det
skete dog ikke, men det blev fastsat, at enhver Svend
skulde betale 1 Rd. kvartaliter, hvad enten han havde Ar
bejde eller var ledig. I 1810 kom imidlertid Forhøjelsen,
der nu endda blev til 12 Sk. ugentlig, og senere voxede
disse 12 Sk. endda til 24 Sk., hvorfor det ogsaa i 1823
udtaltes, at Tidepengene umuligt kunde forhøjes yder
ligere, det var snarere Hospitalets Kur og Pleje, der burde
søges gjort billigere. Broderskabets Gjæld paa denne T id
var c. 1200 Rd. Da Peter Diderichsen i December 1820
tiltraadte som Oldermand, blev han af Frederiks Hospital
krævet for ikke mindre end 1140 Rd. 82 Sk., og heraf
udviklede der sig en endog hidsig Proces, ikke mellem
Lavet og Hospitalet, men mellem den nævnte Oldermand
og hans Forgænger Skomagermester Jacob Nymann, der
var gaaet over til at være Læderhandler.
Diderichsen
vilde nemlig have Formandens Tidepengeregnskab, paa hvil
ket der syntes at være en Mængde Restancer, klart oplyst,
medens Nymann holdt sig til, at han havde faaet Kvitte
ring for Regnskabet, og brugte grove Ord mod Efterman
den. Politirettens Dom af 20. Marts 1823 kjendte disse
døde og magtesløse, ja paalagde Nymann en Bøde paa
25 Rd. for dem, men frifandt ham ellers for Diderich-
sens Tiltale. Man kunde ikke komme udenom den givne
Kvittering.
Svendebroderskabets Gjæld trykkede fremdeles, og
baade Lav og Oldermand sukkede efter nogen ny Indtægt.
Forordningen af 21. Marts 1800 var for drakonisk i hvad
den i saa Henseende havde tilladt, og saa naaedes det om