127 / 192
Intet have at gjöre, det kunde her kun anvise Lavet at
søge Pengene inddrevet ad Rettens Vej.
Grundigere Afslag kunde ikke vel tænkes. Skomager
lavet maa derfor siges have været i höj Grad forberedt paa
Resultatet af Kommissionens Arbejde, da det kom i den
oftere nævnte Forordning af 1800, der paa mange Steder
maa have gjort stærkt Indtryk, skjöndt Regeringen i den
ikke gik fuldt saa langt, som Kommissionen gjærne vilde
have det.
Lavsvæsenet fik Lov til at bestaa, men det
skulde grundig reformeres.
Alle Fordomme og Misbrug,
»som havde skadelig Indflydelse paa Haandværkerklassens
moralske og økonomiske Forfatning og lagde Hindringer i
Vejen for dens Fremskridt til den Grad af Kultur og Fuld
kommenhed, som kunde og burde opnaas«, skulde afskaffes.
Kongen vilde derfor ikke taale, at Lavene herefter i nogen
Henseende stod under nogen Tvang af tyske Lavsvedtægter
eller brugte Ceremonier, der bar Præg af de ældre Tiders
raa og vilde Sæder. Lavene skulde staa frit udad til, men
samtidig skulde der ogsaa herske den störst mulige Frihed
indenfor deres egne Rammer.
Mestere og Svende skulde
frit kunne kontrahere om Arbejdsløn, Opsigelsestid og alle
andre Bestemmelser; en Svend skulde kunne blive Mester
uden først at have arbejdet som Svend, naar han blot kunde
udføre det fornødne Mestersrykke, og paa samme Maade
skulde en Dreng kunne blive Svend uden at have staaet
bestemte Aar i Lære, ja uden i det Hele at have været i
Lære, blot han kunde gjöre forsvarligt Svendestykke.
Dygtigheden skulde med andre Ord, kunne komme
frem paa den lettest mulige Maade og under absolut gode
Forhold. En Svend maatte ikke uden sin Mesters udtryk
kelige Tilladelse revse en Dreng med Hug, og en Mester,
»der begegnede sin Svend med Skjældsord«, skulde gjöre
ham en Æreserklæring for Politiretten. O g saa rækker den
helt igjennem frisindede Forordning endnu en særlig Haand
116
Forordningen af 21. Marts 1800.