125 / 192
i i 4
Forordningen af 21. Marts 1800.
maa blive haandhævede i alle Dele, f. Ex. ved Fuskerjag-
ninger o. s. v.
Men Lavets Ønsker fremsattes forgjæves.
Det Syn paa Skomagerlavet og derigjennem paa Lavsvæse-
net i det Hele, som Lavets Skrivelse tillagde Politiet og
Magistraten, deltes i det Væsentlige af baade Kommissionen
og Regeringen, saaledes som Forordningen af 21. Marts
1800 i sin T id skulde vise det. Men allerede forinden fik
Lavet det at føle. Efter at Henrik Stampes Betænkning af
1761 (ovfr. S. 73) i nogle Aar havde medført en livlig
Udnævnelse af Frimestere, var det aarlige Antal igjen dalet,
men nu tog det Fart paany.
I hvert af Aarene 1793 og
1794 er der kun 7 Skomagerfrimestere at nævne, et Tal,
der i 1795 endda synker til 5, men saa voxer det i 1796
til 17 og i 1797 til 39, hvad der er Maximum, men for
Forordningen af 1800 udnævnes endnu i 1798 36 og i
1799 24.
Saa er der desuden en særlig Sag, i hvilken
Lavet fik at vide, at Lavskommissionen saa nok saa venligt
paa Svendene som paa Lavets Interessenter.
Da der som ovenfor nævnt (S. 85) i 1798 opstod Strid
mellem Mesterne og Svendene om Lavshusets Flytning,
førte det til, at Svendene ved deres fire Oldgeseller ansøgte
om, at de uafhængigt af Lavshuset maatte faa Ret til at
have en egen Kro, hvad Mesterne stærkt udtalte sig imod.
Der vilde herved blive lettere Lejlighed til at bortdrive
megen Tid, og Svendebroderskabet, der skyldte Lavet en
storre Sum, havde absolut Intet at betale en egen Svende
kro med.
Desuagtet mente Magistraten at maatte anbefale
Ansøgningen, og saa gav Kancelliet under 14. April 1798
den ønskede Tilladelse, hvad der bevirkede, at Mesterne
endnu i samme Maaned indgik med et langt Andragende,
hvori de paa en Række Punkter søgte at hævde Lavshusets
Overlegenhed overfor Retten til at føre Skilt, overfor Tide-
pengenes Indbetaling og overfor de fyrige Svendes Anmel
depligt.
Dette Andragende gik ikke alene til Magistratens