84 / 192
ganske gunstig Betænkning, men der kom ingen kongelig
Resolution for i 1739, og den var ikke af en saadan Be
skaffenhed, at Ondet blev afhjulpet. Saa rejste Kjøben
havns »32 Mænd« Sagen paany i 1747, men i den konge
lige Resolution, som herved fremkaldtes Aaret efter, ud
taltes det meget mistrøstende, at den Ret, de afskedigede
Soldater fik til at ernære sig ved et Haandværk, var det
eneste Middel, hvorved Hvervningen nogenledes kunde hol
des vedlige. Kongen afgav kun det vage Løfte, at han
vilde have i Erindring, at Frimesternes Tal T id efter anden
kunde vorde formindsket.
Tiden var i det hele ikke for at rejse beskyttende
Gjærder om Stillingen som Haandværksmester. De i Lavs
forordningen af 23. December 1681 bestemte Afgifter,
som den, der blev Mester i et Lav, skulde erlægge, vare
meget lave, 7 å 8 Lod Sølv d. e. 4 å 5 Rd., hvorfor La
vene simpelthen slet ikke rettede sig efter dem; for Sko
magernes Vedkommende skulle vi se det nedenfor. Det er
derfor forstaaeligt, at et kongeligt Reskript af 24. Februar
1756 slog fast, hvad de nye Mestere i de forskjellige Fag
skulde betale; for en Skomager blev det c. 29 Rd., men
de herved fastsatte Beløb bleve væsentlig nedsatte ved et
nyt Reskript af 27. Avgust 1762; nu skulde en Skomager
kun give 8 Rd. I Anledning af et Andragende fra Urte
kræmmerlavet havde Generalprokurør Henrik Stampe i en
Betænkning af September 1760 ligesom samlet og uddybet
de ledende Kredses Uvilje mod Lavsvæsenet; han skrev
bl. A., at ved Frimesterbevillingerne »indskrænkedes de La
vene forundte skadelige Monopolier, saa at Følgerne deraf
bleve mindre skadelige«. O g dette satte Frugt, først i et
Reskript af 10. April 1761 og derpaa i det ovennævnte
Reskript af 1762. Det blev ikke alene, som vi have set,
gjort billigere at blive Mester, men der blev udnævnt Fri-
mester paa Frimester. Gjennemgaa vi Kancelliets Missiver
Forskjellige Lavsforhold.
7 3