86 / 192
Forskjellige Lavsforhold.
75
stratens Samtykke«, og Akkorderne vedblev med tilsyne
ladende betydeligt forhojede Beløb. Sagen er jo imidlertid,
som ovenfor vist, at de nye Mestere nu skulde betale 20
Rd. hver til Afbetalingen af Lavets Gjæld. Akkordbeløbene
svinge nu fra 44 Rd. til 36 Rd., ja de gaa ned til 28 Rd.
Der var bestemt Praxis for, at Mestersonner og de Svende,
der ægtede en Mesterenke eller en Mesterdatter, fik visse
Afslag, og var det en Mesterson, der ægtede en Mester
enke eller en Mesterdatter, fik han endda dobbelt Rabat;
derved var det, at Beløbet kunde gaa ned til 28 Rd. og en
enkelt Gang i Johan Christopher Winbachs Oldermandstid
(1744-46) endog til 26 Rd. Men til Gjengjæld kunde saa
de 44 Rd. i enkelte Tilfælde stige til 50 Rd. Regelen var
dog 40 Rd., og naar der findes Beløb paa f. Ex. 56 Rd.
4 Mk. og 60 Rd., er det, fordi de Paagjældende specielt
maatte betale for at blive fri for at staa deres Mestersvends-
aar, og om Betalingen herfor fandt der ogsaa Akkordering
Sted. A f Andreas Nikolay’s Oldermandsregnskab fra 1741-
43 ses det, at en Mester »for den resterende Del« af hans
Mestersvendsaar ansattes til at betale 10 Rd., idet der saa
endnu tilfojes, »hvilke Penge ham af Lavet til Brudegave
blev .skjænket«, hvad der maa betragtes som et stort og
usædvanligt Galanteri. Revisorerne af Christoph Horns
Regnskab for 1734-36 havde udtalt, at Fritagelsen for at
staa Mestersvendsaar i en formentlig, men dog meget tvivl
som Overensstemmelse med en Magistratsresolution burde
betales med 24 Rd.
Naar Sporgsmaalet om Mestersvendsaaret saaledes var
gjort til et rent økonomisk Sporgsmaal, er det slet ikke
uforstaaeligt, at Kongen ganske hyppigt gav Svende, der
vilde være Mestere, Fritagelse for det, saaledes i 1756 en
gammel Svend, der i nitten Aar havde været ved Brand
ordningen, i 1757 en Svend, der sad med Hustru og Born
i fattige Omstændigheder, osv. Man kan ogsaa forstaa, at