89 / 192
73
Forskjellige Lavsforhold.
Tvang; hvis de imod Forhaabning skulde nyde den [her
omhandlede] allernaadigste Bevilling, kan ingen Mester udi
Lavet vorde bestaaende.« Desuagtet opnaaede Garverne
imidlertid, hvad de ønskede; § 5 i deres nye Artikler af 3.
Avgust 1731 siger, at ingen Anden maa her i Staden indføre,
sælge eller falholde »nogen af de Sorter barket Læder, som
af dennem forarbejdes.«
Herover rejstes der imidlertid
strax Klage af den kongelige Hof-Skomager Hinrich Mi-
chelsen. Han følte haardt, at han nu var afskaaren fra
selv at skaffe sig forskjellige Sorter fint Læder fra Holsten
og Jylland. Garvernes Læder tilfredsstillede ham ik k e ; og
ved en kongelig Resolution af 4. Juli 1732 fik han da den
ønskede Indførselsret.
Skomagerlavet fulgte nu efter. I
1733 stævnede det Garverlavet for Bytinget, idet det førte
hoj Klage over, at Kjøbenhavn led Mangel paa godt Læder,
og da Skomagerlavet sammen med Sadelmager- og Rem-
sniderlavet i 1734 klagede til Kongen over den Garverne
tillagte uheldige Eneret, opnaaede de under 22. Oktober
1734 ganske den samme Ret, som Hof-Skomageren havde
faaet.
For saa vidt sejrede Skomagerne over Garverne, men
hele Sagen viser, at Skomagerne som saadanne væsentlig
ikke garvede mere.
Deres tidligere Uafhængighed paa
Garveomraadet existerede ikke længere. Det nye Garver-
haandværk stod som saadant helt ubestridt. Da den oven
for nævnte Skomager J. P. Periard ønskede at garve, an
søgte han om og fik — i Februar 1759 — Bevilling til at
drive et almindeligt Garveri, og han forlod muligvis en
T id helt Skomageriet, i Marts 1763 blev han Garverfrime-
ster. Der er ogsaa en anden kjøbenhavnsk Skomager, der
ønsker at lægge sig efter Garveri, nemlig Peter Wormer,
der er Specialist i at gjore engelske Støvleskafter. Han
søger i 1785 Bevilling til at anlægge et Garveri og kjøber
i den Anledning en storre Ejendom her i Byen, men da