KjøbenhavnsSkomagerlav

88 / 192

til Strid med Lavet, der selvfølgelig paa bedste Maade vær­
gede sig. O g det kan saaledes bl. A. oplyses, at da det i
1778 blev opmærksom paa et Skomagerværksted, hvor syv
militære Personer efter en Generalmajors Ordre forfærdi­
gede Munderingssko, klagede det strax til Politiretten; et
saadant Værksted stred imod en tidligere kongelig Bestem­
melse, hvorefter Regimenternes Munderingssager skulde ud­
føres af Lavsmestere. Sagen forblev imidlertid ikke i Po­
litiretten, den gik til Kancelliet. Det var »sensibelt« for
en Regimentschef at skulle underkastes Politiets Bestem­
melse i Sager, der angik Regimentets indre Forfatning og
Økonom i, og under 13. Maj 1778 faldt der herefter en
kongelig Resolution, der gik ud paa, at naar Skomager­
lavet ikke kunde eller vilde levere lige saa godt Arbejde
og til den Pris, Regimentet kunde forskaffe det ved sine
egne Folk, maatte det finde sig i, at de Militære hjalp sig
selv. Det var muligvis et ikke ringe Arbejde, der herved
blev unddraget Skomagerlavets Mestere, og i ethvert T il­
fælde vare nu de Bestemmelser omsonst, som Lavet i sin
Tid havde truffet om dets Leverancer til Militæretaten.
En trods sit franske Navn vistnok fra Tyskland kommen
Skomager Jean Pierre Periard havde i 1764 ønsket at
komme til at bestyre disse Leverancer, men med 85 Stem­
mer mod 73 var det blevet vedtaget, at Bestyrelsen skulde
blive hos Oldermanden.
A f ikke ringe Betydning var dernæst Lavets Forhold til
Garverne, og det er derfor kun naturligt, at Skomagerne, da
Garverne søgte at skaffe sig forbedrede Lavsartikler, ønskede
at tale et Ord med. I Januar 1731 skrev de til Kjøbenhavns
Magistrat og udtalte sig stærkt imod, at Garverlavet er­
hvervede et Forbud mod Indførsel til Kjøbenhavn af de
Sorter Læder, som dets Medlemmer fremstillede. »Ved
deres Læders Forhandling«, hedder det i Skrivelsen, »har
Garverne allerede [Skomagerj-Lavet temmelig hart under
Forskjellige Lavsforhold. 7 7