125 / 583
122
Svøbe for Politikere og Kommunalpolitikere, uforglemmelige for alle, der nu
kun har en udvandet Epigonproduktion med dygtigt nøgne Korpiger at forlyste
sig med. København har sandelig været en Teaterby, og Teatret er et Moment,
der er berettiget til den Plads, vi har givet det.
Naar en skikkelig ældre Herre i vore Dage staar i Grønningen og ser paa
en Plakat for Den frie Udstilling, mrk. Ja is Nielsen, med Karikaturer som dem,
Gadedrengene (NB. et helt forsvundet Fænomen) plejede at anvende til at
besudle Plankeværker, griber han sig i at tænke paa, at Danmark en Gang
har haft Malere, der dyrkede Kunsten — men det synes længe siden. En ældre
Herre føler sig mærkelig fri i sine Udtalelser, ubekymret om Tidens Dom!
Krigene i forrige Aarhundrede havde deres Malere som J. Y. Sonne og N.
Simonsen, Malere som F. Yermehren og J. Ex-
ner bringer ikke Udødeligheden i Forglem
melse, og det er svært at knytte Kunstneres
Navne særligt til København. Men vor sidste
Periode har Navne som J. Th. Lundbye, P. C.
Skovgaard, V. Kyhn, Portrætmalere som Fru Je-
richau, C. A. Jensen, J. W. Gertner, A. Schiøtt
og Marinemalere som Anton Melby og F. C. Sø
rensen. Senere blev Kredsen stor. Yed Aarhun-
dredskiftet havde København en Mængde Malere
at opvise, der, selv om de ikke alle var Genier,
dog forstod deres Kunst og »lavede« Malerier og
ikke Plankeværksbesudling. Navnene er i frisk
Minde: Otto Bache, C. F. Aagaard, J. la Cour,
Gotfred Christensen, Chr. Zacho, Th. Philipsen.
Blandt de største er Krøyer, Zahrtmann og Jo a
chim Skovgaard, men Bækken er saa lang, at vi giver op og indskrænker os til
de fornævnte med Billedhuggerne Stephan Sinding og E inar Nielsen i Følge.
De store Arkitekter Harsdorff, Christian og Teophilus Hansen efterfulgtes
af mindre, men Tiden tæller dog Mænd som J. D. Herholdt, F. Meldahl, Dahle:
rup, Hans Holm, H. B. Storck, og ved Aarhundredskiftet satte M. Nyrop Kronen
paa Værket med Københavns imponerende Baadhus. Kunst er »Krudt«, stor
Kunst ene den, som følgende Tiders »Smag« ikke evner at spytte paa — og
underligt er det jo heller ikke, at Kunstnernes Antal vokser proportionalt med
Befolkningen, deres Navne er kun Glimt i Billedet, »Pladsen er lille, og Kunsten
er stor«.
F ra 48—70 laa Literaturen temmelig brak. Tiden, der fulgte, staar saa ube
tinget i Georg Brandes Tegn, en Læ rer for Lærere, et Geni, der præger en
hel Tidsalder. Da »Gennembruddet« holdt sit Indtog i København, tog den
Ungdommen fangen og skabte en Kreds af Forfattere, der siden er vok
set — næsten til en Landeplage. Kun faa af dem har personligt præget Byen
som Københavnere, og i Modsætning til Skuespillerne har der aldrig været
Interesse om deres Personer. Personligt ukendte færdedes de i Byen, under
tiden skabte de smaa Kredse som »Berninakredsen« i Firserne og Halvfemserne
eller Studentersamfundet ved Aarhundredskiftet, men for det store København
var de ukendte paa ganske faa nær. Alle kendte den pompøse Holger Drach-
Georg Brandes.