292 / 439
2 5 6
er der endnu paa mange Maader Kirkenød., og hvad værre er:
der synes at være meget ringe Udsigt til, at der kan opnaas
noget til Afhjælpning af den skrigende Kirkenød i mange af
Tysklands andre Storstæder, af hvilke f. Eks. Hamborg i kirkelig
Henseende er langt værre stillet end København. Anderledes
er Sagen lykkedes i England og Skotland, hvor Storstadsudvik
lingen ellers har været endnu mere voldsom, Men saa mægtigt
de store Byer der ere voksede, saa har Kirken kunnet følge
Udviklingen, og kan det den Dag i Dag, og det ikke alene et
enkelt Sted, men næsten alle Steder, Og Forklaringen er ene den,
at i Skotland og senere i England have Kirkens Mænd i Tide
faaet Øje paa den Kraft, den Stormagt, som var i Stand til at
løfte denne tunge Opgave, den levende Menigheds Kærlighed til
Guds Rige, Dette synes for et verdsligt Blik noget ringe, og
navnlig noget meget usikkert og upaalideligt, og uskikket til
igennem Tiderne at hære store Samfundsopgaver. Det er noget
aandeligt, og derfor anse mange det som noget luftigt, noget
omskifteligt og ubestandigt, ligesom menneskelige Stemninger og
Følelser. Men atter her er det bleven bekræftet, at de aandelige
Kræfter ere de stærkeste, og at den Kirkestyrelse, som alene
vilde stole paa de verdslige Magters Tilsagn om Penge, „holdt
Kød for sin Arm“ og kom til kort, medens den Kirkestyrelse,
som lagde Sagen over paa. Menigheden i Tillid til, at det
aandelige Liv i denne vilde hære den, saa Kirken udvikle sig
herligt.
Derfor ville vi heller ikke beklage, at Kirkesagen hos os
er kommen til at hvile paa Menigheden, eller at der stilles saa
store Krav til vor Menighed, tværtimod. Vi nære slet ingen
Tvivl om, at den Herre Jesus Kristus vil give sit Folk haade
Kærlighed og Midler til at magte Sagen. Og vi vide, at han,
som sagde: „Saligt er det at give hellere end at tage“, vel
signer den Menighed, som af Kærlighed til ham og hans Rige
bringer Offre: aandelig Velsignelse, indvortes Styrkelse for den,
som giver Herren sit Gods, sit Guld.
Saa ønske vi da blot, at alle sande Guds Børn i vor Kirke
maa lære at forstaa: Kirkesagen er vor Sag. Da vil den rige
Velsignelse, som hidtil har fulgt Arbejdet, blive over det, indtil
Værket er fuldført.