296 / 439
2 6 0
dem, som søge did),
i
medens vi ’iøvrigt kun kunne gøre lidet
ved den Hovedside af vor Virksomhed, som er at søge det tabte.
Ja, ogsaa dem, som søge os udenfor ved Ordets Forkyndelse,
maa vi ofte næsten mere vise fra os end drage til os. Folk
komme til Sognepræsten
0111
Attester og om Ordning af kirke
lige Forretninger; og det kan give Anledning til at knytte mangt
et Baand; hos os maa vi væsentlig henvise sligt til Klokker
kontoret. End værre, naar de ønske os til kirkelige Handlinger:
Hjemmedaab og Berettelse, og vi ofte maa henvise dem til at
faa disse Handlinger forrettede hos andre. Saa ofte maa vi
sige: „Jeg har ikke Tid! jeg kan ikke overkomme det! Maa
jeg hede Dem om at gaa til den og den.“ Og det forstaas
ikke altid, men misforstaas ofte som Ligegyldighed, Kulde, For
nemhed o. lign. Og ogsaa mange, som have noget paa Hjerte,
som de gerne vilde tale med Præsten
0111
, holdes borte ved
Tanken om Præstens optagne Tid, — eller de komme til hans
Venteværelse, men gaa atter bort, da de finde det fuldt optaget,
— eller de vente og komme ind til Præsten, men føle, at de
maa være saa korte som mulig, da der er saa mange andre,
der imens maa vente. Kort sagt, Befolkningen afvænnes med
at søge til Præsten. — Men naar jeg taler om dette, maa jeg
tillige fremhæve en anden Side af Sagen, for at De ikke skulle
faa et falsk Billede af Forholdene. Man hører det jo stundom
skildret, som om Kirken og Præsterne kun vare Genstand for
Folkets Had og Foragt. Dette svarer aldeles ikke til de virke
lige Forhold. Tværtimod møder der os en gennemgaaende Pietet,
Tillid og Venlighed, som er saa meget mere værd, naar man
betænker al den Mistænkeliggørelse og Bagtalelse, hvormed man
fra anden Side søger at nedbryde Tilliden til Præsterne. Biskop
Ingram fortæller i sin førnævnte Bog om Øst-London
0111
, hvor
ledes de dér maa søge
1
overtale Folk til at lade deres Børn
døbe og konfirmere; hos os er sligt Undtagelser i Forhold til
en stor Iver navnlig for Hjemmedaab og Konfirmation, og de
borgerlige Ægteskaber ere i Forhold til de kirkelige kun et
ringe Tal, der endda i de senere Aar ere gaaede betydeligt ned.
Ingram fortæller ogsaa om, hvorledes de i London ved Husbesøg
maa passe paa at faa Foden stukket indenfor Døren straks, naar
den aabnes. for ikke at faa Døren smækket i igen; hos os er
det helt anderledes: Folk vise sig gennemgaaende glade ved det,