414 / 439
376
Den hurtigt voksende Bevægelses nye Former virkede skræm
mende paa en Del af den kirkelige Konservatisme og frem
kaldte derved en Række ret overdrevne Forestillinger om Be
vægelsens Radikalisme. Saaledes hørtes der Røster, som udtalte
Frygt for, at den unge Kirkebevægelse ønskede at faa Hoved
stadens Præster sat ned paa en ganske tarvelig Lønning, eller
at Bevægelsens Mænd vare fuldstændig ligegyldige for, at de nye
Kirker kunde blive smukke og anseelige. Omend saadanne Mis-
forstaaelser hæmmede den nye Bevægelse en Del, laa der dog
en langt større Hindring deri, at Arbejdet, netop fordi For
merne til Dels vare nye, savnede klar og udtrykkelig Hjemmel i.
vore Kirkeloves Bestemmelser. Ikke blot forargede dette en
opskræmmet Konservatisme og forøgede dens Uro og Bekym
ring for, hvor alt dette skulde bære ben. Men desuden gjordes
det derved ofte ret vanskeligt for Kirkestyrelsen at imøde
komme og acceptere velgrundede Ønsker og Indstillinger. Og dette
blev rimeligvis saa meget vanskeligere, som Bevægelsen selv
følgelig maatte tage den store Opgave i ganske smaa Stykker
og desuden i Begyndelsen var saa ringe og savnede en udvortes
Kraft og Storhed, der nogenlunde svarede til Opgavens Omfang.
Thi Kirkestyrelsen kunde vanskeligt se med udelt Glæde paa
en Forandring af Forholdene, der saa at sige gennemførtes i
Smaabidder, fordi dette stykkevise nødvendigt maatte frem
kalde en uheldig Uensartethed. Og det synes ligeledes forstaae-
ligt, at Kirkestyrelsen vanskeligt kunde skænke den nye Be
vægelse nye Former, der i deres Konsekvens maatte føre til en
gennemgribende Forandring af Byens kirkelige Tilstand, saa
længe den ikke havde faaet den Tillid til Bevægelsen, at denne
ejede baade Kraft til at løse den store Opgave og Sundhed til
at holde ud, saa den kunde bære Udviklingen i de følgende Tider..
Det er da den første store Betydning af det nu skete, at den
høje Kirkestyrelse ved
den kgl. Anordning a f 11. Nvbr. har skabt
det kirkeretlige Grundlag for hele den frivillige Bevægelse for
Københavns Kirkesag.
Bevægelsen, som selvfølgelig ikke var i
Modstrid med de kirkelige Bestemmelser, savnede dog en ud
trykkelig Godkendelse i disse. Det er denne, der nu er skænket
os, og samtidig dermed ere de fremtidige Baner for Kirkesagens
Arbejde bestemt normerede, saa at den Usikkerhed, der hidtil
paa mange Maader var over Arbejdet, nu er afløst. Med dette