415 / 439
377
Skridt har Kirkestyrelsen ikke blot udtalt, at den paaskønner
det Arbejde, som er gjort, og at den bar vundet Tillid til, at
Menighedens Frivillighed er en Magt, hvoraf ogsaa Kirkestyrelsen
kan vente store Ting; men den har dermed i Virkeligheden be-
traadt en ny Bane. Thi det er noget nyt i vort officielle Kirke
liv, at Kirkestyrelsen, naar Talen er om store Forandringer i de
kirkelige Organisationer, søger sin økonomiske Støtte ikke hos
Statskassen, men hos den levende Menighed. Og idet den kgh
Anordning har givet Menighedens frivillige Arbejde det savnede
Retsgrundlag, har den tillige paa utvetydig Maade vist, at Sty
relsen ønsker og venter, at den frivillige Menighedsbevægelse
vil yde de Midler, som ere nødvendige til Afhjælpning af Floved-
stadens store kirkelige Nød. Og alle Kirkens sande Venner ville
glæde sig højlig herover; thi de Bestemmelser, somKirkens Styrelse
træffer, besjælet af Forstaaelse med og Tillid til det aandelige
Liv i Menigheden, maa sikkert blive til Velsignelse for Kirken.
En Prøvelse af de enkelte Bestemmelser vil i Virkeligheden
vise, at disse ikke blot ere affattede med fuld Forstaaelse af de
Ønsker for Kirkesagen, som ere komne mere og mere bevidst frem
i Menigheden, men at de tillige paa overordentlig imødekommende
Maade søge at hane Vej for det Arbejde, som fødes af disse Ønsker,
saa at Anordningen jævnligt minder En om, at der i Spidsen for
Ministeriet staar en Mand, der i en Aarrække som Biskop har
haft Lejlighed til at leve sig ind i Menighedens Tarv og Trang,
samtidig med at den helt igennem vidner om en betydelig Evne
til klar juridisk Tænkning.
Et af de Ord, der har haft en stor praktisk Betydning i hele
Kirkebevægelsen, er
„smaa Sogne11.
Menigheden har forlæng^,
forstaaet, at Kirkens Gerning maatte vantrives i Massesognene, og
at det var en uafviselig Fordring, hvis Menighedsarbejdet skulde
kunne lykkes, at Sognene hleve bragte ned til en ovei’kommelig
Størrelse. Der har været forskellige Meninger om, hvor store
de da kunne være; men i de senere Aar have de forskellige An
skuelser nærmest samlet sig omkring enten 10,000 eller 15,000,
idet man syntes fra alle Sider ret enige om, at 5000 maatte
være Maksimum for, hvad en enkelt Præst kunde overkomme;
men nogle mente, at der saa kunde ansættes 3 Præster ved
hver Kirke, og Sognene gøres paa 15,000 Mennesker, medens
Kirkefondet ansaa dette for ganske uheldigt og mente, at der