418 / 439
380
hvoraf de vigtigste ere de Stykker i §§ 8 og 9, som udtale, at
Lysning til Ægtevielse for Distriktets Beboere skal ske i Di
striktskirken, og at Ansvaret for disse Ægtevielser skal paa
hvile Distriktskirkens Førstepræst. Her ser man tydelig An
ordningens dobbelte Hensigt, at stille Sognedistrikterne saa vidt
muligt ligesom selvstændige Sogne og derved at lette Arbejdet
i de aldeles overbebyrdede Sognekirker.
Herhen bører endvidere en Række fint gennemtænkte og flere
Steder mesterligt formede Bestemmelser i §§ 8 og 9 om de nye
Præster og deres Stilling. Man faar det Indtryk, at Hoved
bestræbelsen har været at skaffe hver Distriktskirke to selv
stændige Præster, men at man under Forholdenes Tryk, vel
særligt Mangelen af Midler til Lønning ad ordinær Vej, er vegen
tilbage fra at fastslaa, at der alle Steder skulde være to resi
derende Kapellaner og derfor har nøjedes med at bestemme, at
der skal være én residerende Kapellan, idet man saa lod det
staa hen, om den anden Præst kunde blive residerende Kapellan
eller ordineret Medhjælper. Imidlertid viser samme § 8, at disse
ordinerede Medhjælpere ikke skulle betragtes som almindelige
Medhjælpere, idet den senere udtaler, at saadanne ogsaa kunne
ansættes foruden de førstnævnte. Mere Betydning har dog den
Bestemmelse, at Distriktskirkens Præster skulle ansættes som
Første- og Andenpræst ved samme. Her har den kgl. Anord
ning med to Ord fastslaaet de to Præsters Selvstændighed og
ved at avtorisere Benævnelserne Førstepræst og Andenpræst
givet dette en Klang paa Folkemund og i Folkets Øre, som
vil gøre deres Selvstændighed til en selvfølgelig Ting.
Med Hensyn til Delingen af Arbejdet mellem Sognets Præ
ster skal særlig fremhæves to Bestemmelser. Naar Distrikts
kirkens Præster ansættes som residerende Kapellaner, følger det
af Lovgivningens almindelige Bestemmelser, at udensognsboende
have Ret til at søge til dem. Men Spørgsmaalet blev da, hvor
ledes der skulde forholdes, naar Folk fra Sognet ønskede at be
tjenes af en Præst fra et andet Distrikt. Det maatte synes,
umuligt at formene Sognefolkene saadan Frihed, naar de frit
kunde slutte sig til en udensogns Præst. Paa den anden Side-
vilde en ganske regelløs Brug,af alle de forskellige Distrikts
præster virke aldeles opløsende og umuliggøre Oparbejdelse af
en Menighedsbevidstbed i de enkelte Distrikter. I Stedet for nu