419 / 439
381
at give vidtløftige Regler herfor indskrænker Anordningen sig
til at udtale, at der i saadanne Tilfælde skal ske Anmeldelse
til Sognepræsten. Hermed er Ordningen af denne Sag lagt fra
Ministeriet over til Biskoppen og Sognepræsten. Og saafremt
dette Forhold skal blive ordnet ensartet i de forskellige Sogne,
vil Biskoppen komme til at give Regler derfor, og antagelig vil
det hele lade sig ordne ganske parallelt med Sognebaandsløs-
ningen, blot at det indenfor Sognet er Sognepræsten, der mod
tager den Anmeldelse, som ellers skal ske til Provsten.
Paa lignende Maade overgiver § 8 sidste Stykke til Biskoppen
at approbere Regulativer for Ordningen af Forholdet mellem
Distriktspræsterne. Saa kærkomment det overhovedet er at se
saadant blive overdraget til biskoppelig Afgørelse, saa er dette
her dobbelt betydningsfuldt. Thi da man ved, at Sjællands
Biskop bestemt holder paa, at en Præst ikke bør have mere
end 5000 Sognebørn, og paa, at Distrikter paa 10,000 Mennesker
derfor bør geografisk deles mellem de to Præster, betyder denne
Bestemmelse atter en stor Imødekommenhed overfor Ønskerne
om smaa Arbejdsmarker for Præsterne.
Men saadan imødekommende Velvilje møder En helt igen
nem i alle Anordningens §§, f. Eks. hvor der træffes Bestem
melse om de nye Kirkers Bestyrelse, om „private Foreningers“
Tilskud til Præstelønninger og til Kirkernes Drift, om Ophængning
af Bøsser til Kirken for ikke at tale om den overordentlig
liberale Bestemmelse, at Bortlejning af Stolestaderne ikke maa
finde Sted i Distriktskirkerne.
Overhovedet synes det at være en ledende Grundtanke i An
ordningen, at Kirkestyrelsen ønsker at modtage al den Bistand
til Kirkenødens Afhjælpning, som Menigheden ad Frivillighedens
Vej kan yde, og at den derfor har villet give de frivillige Be
stræbelser saa gode og tilfredsstillende Arbejdskaar som muligt.
Og alle Kirkens sande Venner ville med Glæde bringe den høje
Kirkestyrelse en hjertelig Tak herfor.
Kirkestyrelsen har hermed lagt Ansvaret for Nødens Afhjælp
ning over paa Menigheden. Gud give, at de kommende Aar maa
rise, at Menigheden fortjener denne Tillid, og at den ikke blot
har været ivrig til at rejse Krav, men at den ogsaa er fuldt
rede til at bære Byrder for at løse den store Opgave: at afhjælpe
hele vor Hovedstads Kirkenød.