416 / 439
378
ikke burde være mere end 2 Præster og et Maksimun af 10,000
Sognebørn. Denne sidste Anskuelse er utvivlsomt den almindelige
i Menigheden, saa at jeg vistnok ikke fejler, ved at paastaa, at
man i Almindelighed aldeles ikke vilde anse Sogne paa 15,000
Mennesker for smaa, men tvertimod for altfor store; og ligesom
„smaa Sogne“ har været den Fane, der haade har samlet og
\
begejstret Kirkesagens Venner, saaledes vilde det sikkeat virke
lammende paa Arbejdet, hvis Kirkesagens Venner fik det Ind
tryk, at denne var sænket. Desto glædeligere er det at vi
allerede i § 1 møde den Bestemmelse, at Sognedistrikterne ved
Oprettelsen ikke maa være større, end at de forsvarligt kunne
betjenes af to Præster. Man har aahenbart ikke ønsket at
nævne et bestemt Tal; og i sig selv synes dette heller ikke
ønskeligt i en kgl. Anordning, idet man muligvis kunde komme
i saadanne Tilfælde, hvor en mindre Overskriden vilde være nød
vendig; desuden kunde det jo ogsaa tænkes, at et forandret Syn
paa Præstegerningen kunde have en anden Mening om, hvad
der kan anses for en overkommelig Arbejdsmark for en enkelt
Præst. Det synes da, som Anordningen, idet den med stor
Bestemthed tilkendegiver sin Godkendelse af Menighedens al
mindelige Opfattelse i dette Spørgsmaal, har været overordentlig
heldig i Valget af Udtrykkene, hvormed den fastslaar, at de
nye Fremtidssogne skulle være „smaa Sogne“.
Herefter staar det fast, at den høje Kirkebestyrelse ikke blot
ønsker smaa Sogne ogsaa i Hovedstaden, men tillige, at den i For-
staaelsen heraf, er enig med den almindelige Opfattelse i Menigheden.
Og ligesom denne Bestemmelse utvivlsomt vil virke opmun
trende paa Menighedens Lyst til fremdeles at støtte Kirkesagen,
saaledes ser man, at flere andre Bestemmelser, baade i § 1 og
i § 2, aabenbart have til Hensigt at bane Bevægelsen Vejen;
navnlig maa fremhæves, at det i § 1 bestemmes, at, hvor man
ikke paa een Gang kan overkomme Delingen af et stort Sogn,
kan denne udføres stykkevis, samt Bestemmelsen i § 2 om, at
Deling af Sognet kan finde Sted, naar der er Midler til Indret
telsen af et midlertidigt Kirkelokale, og her giver Ministeriet
sin imødekommende Velvilje endog saa stærkt et Udtryk, at det
siges, at Kirkestyrelsen ogsaa vil kunne findes villig til at
anerkende et lejet Lokale som Distriktskirke.
Ordningen af Forholdet mellem Gerningen i de nye og de