58 / 271
gerne ikke vasket hænder før operationen, men kun dyppet dem i karbolvand. (Bag
efter havde man derimod vasket sig omhyggeligt.) Før 1881 skal der kun have været
een neglebørste på Kommunehospitalets operationsstue, til overlægens private benyt
telse. Nu indførtes både neglebørster og neglerensere. De opererende lægers påklæd
ning havde været aflagte jakker og frakker —helst af rødlig farve, så blodpletterne
sås mindre - og man havde arbejdet med opsmøgede ærmer. Nu indførtes først voks
dugsforklæder, senere hvide lægekitler og senere igen gummihandsker. Instrumenter
m .v. desinficeres med vanddamp. T il gengæld forsvinder spray’en og dens karbol
dampe. Nye forbindingsformer toges i brug. 1884 indførte overlæge, dr. med.
A
xel
I
versen
således en sublimat-træuldsforbinding pa Kommunehospitalets 5* afdeling, og
sublimat kommer i det hele taget til at spille en væsentlig rolle ved sårbehandlingen.
Selve sygestuerne blev først efterhånden gjort mere hygiejniske ved oliemaling af
vægge og lofter, fjernelse af fodpaneler og ventilationskasser m .v.
^Kendskabet til bakterierne medførte, at der i offentligheden opstod et stærkt ønske
om en øget indsats mod de epidemiske sygdomme, og da det eneste effektive middel,
man kendte mod de smitsomme sygdomme, var isolation, gik kravene ud på, at der
skulle skabes mere og samlet sygehusplads for sådanne patienter.
I København skete der det, at Kommunehospitalets epidemiske afdeling blev ned
lagt som sådan. Patienter med de hyppigst forekommende smitsomme sygdomme
henvistes fremtidig til Blegdamshospitalet, medens de mere sjældne epidemiske syg
domstilfælde som kolera, kopper, exanthematisk tyfus og dysenteri skulle isoleres på
Øresundshospitalet. Dette sidste hospital matte imidlertid også ret tit tages i brug
som hjælpehospital for Blegdamshospitalet, når dettes kapacitet viste sig for ringe.
Dette forhold medførte, at magistraten i 1888 - for resten samme år som der kom
en lov om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme - søgte og fik bevilling til en
udvidelse af Blegdamshospitalet med hele 78 sengepladser, og så var man endda klar
over, at selv det egentlig var utilstrækkeligt.
På linie med disse bestræbelser ligger opførelsen a f Vestre hospital (senere Rudolph
Berghs hospital). Kommunen havde ved magelæg med havnevæsenet erhvervet et
areal beliggende mellem N y Vestergade og N y Kongensgades forlængelse for enden
af den nye tømmergrav. 1883 fremsattes der i borgerrepræsentationen (af et udvalg,
der var nedsat i 1881) forslag om, at der på dette sted opførtes et hospital. Det skulle
behandle prostituerede kvinder med kønssygdomme. Der regnedes med 200 senge
pladser, hvoraf man mente, at den offentlige prostitution ville beslaglægge 140 og den
såkaldt hemmelige prostitution 60 senge. Den første kategori havde hidtil modtaget
behandling på Almindelig hospital under det, man diskret omtalte som »2. Service«.